Smerter i akillessenen kan have flere årsager, men skyldes ofte overbelastning og problemer med den måde kroppen bevæger sig på, såsom forkert eller ubalanceret bevægelsesmønster.
Overbelastning: Gentagen stress af akillessenen ved f.eks. løb på hårdt underlag eller intensiv træning kan overbelaste senen.
Forkert fodstilling: Hvis din fod ruller for meget indad (overpronation) eller udad (supination) under gang eller løb, skaber det en skæv trækning på foden. Denne skæve påvirkning kan forplante sig opad og skabe stress på akillessenen. Over tid kan dette føre til en betændelsestilstand i senen, hvis det ikke bliver afhjulpet.
Stive lægmuskler: Manglende fleksibilitet i lægmusklerne kan føre til øget belastning på akillessenen.
Uegnet fodtøj: Sko, der ikke giver tilstrækkelig støtte eller stødabsorbering, kan forværre problemet.
Det er typisk ældre mennesker og sportsudøvere, som rammes af akillessenebetændelse. Særligt løbere er udsatte, da de ofte løber på hårdt underlag, hvilket overbelaster fødder og underben.
Midaldrende motionister rammes også hyppigere af akillessenebetændelse sammenlignet med yngre personer, der dyrker moderat motion i deres fritid.